Fra tom side til klare spørgsmål: Lones forberedelse til et svært interview

Lone kom til kurset i de første efterårsuger. Hun skrev til et lokalt medlemsblad ved siden af sit almindelige arbejde og havde fået til opgave at interviewe en embedsmand i en kommune om en omstridt vejsag. Hun fortalte mig allerede første aften, at hun frygtede to ting: at manden ville svare i korte, korrekte vendinger, og at hun selv ville gribe efter spørgsmål i sidste øjeblik, fordi hun ikke havde noget at holde sig til.

Det er en velkendt situation for voksne, der researcher ved siden af andet arbejde. Tiden er knap, materialet ligger spredt, og forberedelsen bliver til en liste med et dusin spørgsmål, skrevet i den rækkefølge, de faldt en ind. Lone havde præcis sådan en liste med, da vi mødtes, og den fyldte næsten en hel side.

Jeg bad hende ikke kassere listen. Jeg bad hende i stedet fortælle, hvad hun ville have svar på, hvis hun kun fik tre spørgsmål.

Vi startede med at researche interviewpersonen, ikke sagen. Lone fandt tidligere udtalelser, kommunens egne referater og de høringssvar, manden havde underskrevet. Hun noterede, hvad han tidligere havde sagt klart, hvor han havde undveget, og hvilke ord han selv brugte om vejprojektet. Det sidste viste sig at være mere nyttigt, end hun troede.

Hun opdagede, at han konsekvent talte om trafiksikkerhed og aldrig om omkostninger. Så snart hun så mønsteret, kunne hun planlægge spørgsmål, der mødte ham i hans eget sprog og alligevel førte hen mod det, hun ville vide. Research af personen handler ikke om at fælde ham. Den handler om at kende hans udgangspunkt, så samtalen ikke bruger de første ti minutter på at finde fælles grund.

Lone lavde et lille ark med tre kolonner: hvad jeg ved, hvad jeg mangler, og hvem andre der kan svare.

• Find personens tidligere udtalelser og notér ordvalg
• Skriv ned, hvad du allerede kan dokumentere
• Marker, hvad kun interviewpersonen kan svare på

Når man ved, hvad man vil have ud af samtalen, bliver det lettere at sortere. Lone fik delt sin lange liste i tre bunker: spørgsmål, der giver fakta, spørgsmål, der giver forklaring, og spørgsmål, der giver et citat, hun kan bruge. Mange af de oprindelige spørgsmål var lukkede og kunne besvares med et ja eller nej, så vi omskrev dem til åbne.

Vi øvede også opfølgning. Et godt interview består sjældent af forberedte spørgsmål alene, men af det, man spørger om, når svaret ikke er fyldestgørende. Lone skrev to korte opfølgninger under hvert hovedspørgsmål, som hun kunne hente frem, hvis svaret blev vagt: Hvad mener du helt konkret? Hvornår blev det besluttet? Hvem var med til beslutningen?

Hun sagde bagefter, at det var første gang, listen føltes som et værktøj frem for en tryghedsdyne.

• Åbne spørgsmål frem for ja og nej
• To opfølgninger under hvert hovedspørgsmål
• Rækkefølge: let start, kernen i midten, afrunding til sidst

Forberedelsen sluttede ikke med spørgsmålene. Vi talte om rammen: hvor interviewet skulle foregå, hvor lang tid der var, og hvad Lone ville sige i åbningen om formålet og om, hvordan citater bliver brugt. Hun aftalte at sende sine hovedemner på forhånd, men ikke de konkrete spørgsmål, så manden kunne finde tal frem uden at kunne læne sig op ad færdige svar.

Hun planlagde også, hvordan hun ville tage noter. Optageren var tændt med samtykke, men hun skrev stikord med tidsmærker, så hun hurtigt kunne finde de passager, der var værd at skrive ud. Det hænger tæt sammen med notatteknikken på kurset, og det sparede hende timer bagefter.

Til sidst lavde vi en kort tjekliste til dagen: opladet udstyr, kopier af nøgledokumenter, kildeoversigten og en reserveplan, hvis aftalen blev aflyst.

• Aftal tid, sted og varighed skriftligt
• Forklar formål og citatbrug i åbningen
• Tag stikord med tidsmærker ved siden af optagelsen

Lone fortalte mig om interviewet ugen efter. Manden svarede som forventet kort i begyndelsen. Men da hun spurgte ind til trafiksikkerheden med hans eget ord, åbnede han sig og begyndte selv at nævne, at to alternative linjeføringer var blevet fravalgt af økonomiske grunde. Det var præcis den oplysning, hun havde ønsket sig, og hun havde ikke selv skullet presse på for at få den.

Hun var også blevet overrasket over, hvor roligt hun selv var. Fordi hun vidste, hvad hendes tre vigtigste spørgsmål var, turde hun lade pauserne stå. Flere af de bedste citater kom i de sekunder, hvor hun ikke sagde noget.

Hun var ikke perfekt. Hun glemte at spørge om tidsplanen og måtte ringe efter. Men det var en lille ting, og hun havde noteret, at hullet fandtes, inden hun gik.

Når jeg tænker på Lones forløb, er det ikke selve spørgsmålene, jeg husker, men ændringen i, hvordan hun forberedte sig. Hun startede med en lang liste og en uro i maven. Hun endte med et ark, hun selv havde bygget, og en klar fornemmelse af, hvad interviewet skulle bruges til.

Hun vil bruge samme fremgangsmåde næste gang, også når interviewpersonen er mere imødekommende, for forberedelsen gør forskellen på en samtale, der driver, og en, der leverer. Hendes eget arbejdsark ligger nu som skabelon i hendes mappe, klar til næste sag, og hun tilpasser det hver gang efter personen og sagen.