Fra spredte noter til ét samlet researchforløb: Karens første projekt

Karen startede på kurset i begyndelsen af efteråret. Hun arbejder med kommunikation i en mellemstor virksomhed og havde en idé til en længere artikel om lokal erhvervshistorie. Materialet lå dog overalt: håndskrevne notater i tre forskellige blokke, gemte links i en browser, pdf-filer med navne som scan_ny og interviewudkast_2. Hun var ikke dårlig til at researche, men hun kunne ikke finde igen, hvad hun allerede vidste.

Det er en meget almindelig udgangssituation for voksne kursister. De har ofte både tid og interesse, men mangler en fast ramme, der binder arbejdet sammen. Det samlede researchforløb er netop bygget til det: du tager det, du har lært i de enkelte moduler, og bruger det på ét konkret projekt, som du selv vælger og afgrænser.

Jeg blev hendes underviser på forløbet, og i den første samtale bad jeg hende kun om én ting: skriv i tre sætninger, hvad du vil finde ud af, og hvad du ikke vil.

Karens første udkast til problemformulering var for stort. Hun ville dække hundrede års erhvervsliv i sin by, og hun ville gøre det på få uger. Vi talte om, hvad der faktisk kan lade sig gøre med den tid, hun havde, og hun valgte til sidst én branche og ét årti som tyngdepunkt.

Afgrænsningen føltes først som et tab. Efter en uge sagde hun, at den havde givet hende lov til at stoppe med at lede efter alt muligt. Hun kunne pludselig sige nej til en kilde uden dårlig samvittighed.

Det er en vigtig pointe i forløbet: en plan er ikke en mur, men en måde at beslutte, hvad der ikke skal bruge din tid. Hun skrev en kort plan med tre spørgsmål, en liste over mulige kilder og en realistisk rækkefølge for, hvem hun ville kontakte først.

• Tre sætninger om, hvad projektet skal finde ud af
• En kort liste over, hvad der bevidst er udeladt
• En rækkefølge for kilder, ikke bare en samling

Derefter gik hun i gang med at rydde op i sit eget materiale. Hun valgte en enkel mappestruktur med ét sted til rå noter, ét til dokumenter og ét til kildeoversigten. Filnavne fik dato og emne først, så de sorterede sig selv. Det lyder småt, men det fjernede en stor del af hendes frustration.

I kildeoversigten skrev hun for hver person eller dokumentation, hvornår hun havde været i kontakt, hvad der var aftalt, og hvor sikker hun var på oplysningerne. En kilde, hun havde regnet for solid, viste sig kun at være en andenhåndsgengivelse. Den fik en markering og blev fulgt op.

Jeg rettede ikke i hendes system, men stillede spørgsmål til det. Kunne hun finde en bestemt oplysning på under et minut? Hvis ikke, hvad manglede der? Systemet skulle passe til hende, ikke til mig.

Karen havde en person i tankerne, som hun gerne ville tale med, men hun udskød henvendelsen i to uger. Hun var bange for at stille de forkerte spørgsmål. Vi brugte derfor en session på at forberede interviewet: hvad ved hun i forvejen, hvad kan hun ikke finde andre steder, og hvilke spørgsmål åbner for fortællinger frem for ja og nej.

Hun skrev femten spørgsmål og skar dem selv ned til otte. Rækkefølgen ændrede hun, så de svære kom i midten. Hun noterede også, hvad hun ville gøre, hvis personen sagde noget uventet, og det viste sig at være det, der gav hende ro.

Interviewet gik fint. Hun fortalte bagefter, at hun for første gang følte, at hun lyttede, i stedet for bare at vente på sin næste replik.

• Hvad ved jeg allerede, og hvad mangler jeg?
• Hvilke spørgsmål kan kun denne person besvare?
• Hvad gør jeg, hvis svaret går en uventet vej?

Til sidst afleverede Karen sit lille researchprojekt: plan, noter, kildeoversigt, interviewforberedelse og en kort beskrivelse af, hvordan hun arbejdede. Jeg læste det som en kollega, der kigger på en andens arbejdsgang, og skrev feedback i tre dele: hvad der virkede, hvad der var sårbart, og hvad hun kunne afprøve næste gang.

Det mest sårbare var hendes noter fra telefonsamtaler, hvor hun ikke havde skrevet tidspunkt og navn på. Det er en lille detalje, men den kan give store problemer, hvis en oplysning senere skal dokumenteres. Hun rettede rutinen med det samme.

Feedbacken handler ikke om, hvorvidt resultatet er godt nok til at blive udgivet. Den handler om, om arbejdsgangen kan gentages og forklares for andre, uden at hun skal gætte sig frem hver gang.